Vi ser Horisont Con som en hyggelig figurspilsfestival for alle de mindre kendte og ukendte figurspil som man måtte hygge sig med, rundt omkring i de danske stuer og klubber.
Vi vil gerne kære om helheden af hobbyen; der er et æstetisk element i figurspil som vi gerne så blive fremmet og derfor ser vi helst der er malede figurer og terræn på bordene til figurspillene.
Vores udgangspunkt er ikke at lave en stor turnering i Warhammer 40.000, Age of Sigmar eller andre af de store figurspil, men derimod give plads, og fremhæve, de mindre spil som der normalt ikke bliver lavet arrangementer til – det er en indie-festival, om man vil.
Vi stiller derfor en legeplads til rådighed; vi sørger for de gode rammer for at man kan samles om spil man normalt ikke spiller, men brænder meget for. Derfor vil vi være facilitator for at kunne hjælpe nørder med at finde hinanden om deres fælles interesse.
Vores formål er derfor at skabe plads og rum til at alle interesserede kan samles, over en rigtig hyggelig weekend, hvor vi kan mødes og få spillet nogle spil. Hvor man kan udveksle erfaringer, tips og tricks over en kop kaffe eller en øl, mens man snuser til andre og nye spændende projekter.
Vi beror os på frivillige kræfter, ikke kun blandt arrangørene, men også blandt deltagerne der frivilligt har lyst til at stille sig op og fremvise et eller flere af de spil som de brænder for.
Og sidst, men ikke mindst, så glæder vi os helt vildt meget til at se dig, og rulle nogle terninger sammen!
Vel mødt!
Michael Toft Nielsen
Hovedarrangør af Horisont Con